Om idrætslinjen

På Glamsdalens Idrætsefterskole er idrætten og sporten i centrum. Vi opfatter Esport som en idræt, eller sportsgren om man vil, og ikke som computerspil. Vi har derfor IKKE computerspil på linjen, men netop Esport, hvor der fokuseres på både fysisk og mental træning.

Esport har mange fællestræk med traditionelle sportsgrene, hvilket vi ser som afgørende for det sportslige præg Esport har.

Det gælder blandt andet samarbejde, kommunikation, dedikation, ansvar for eget spil og teamets præstationer, benhård træning, koncentration mm.

Du vil som Esport-elev på Glamsdalens Idrætsefterskole modtage undervisning i både de tekniske, taktiske, mentale såvel som fysiske aspekter omkring Esport.

Som elev får du en unik mulighed for at dyrke Esport samtidig med, at du kan fastholde din interesse i andre idrætter samt afprøve nye. Vi vil i løbet af skoleåret konkurrere med andre efterskoler og klubber og derudover deltage i stævner.

Vi spiller udelukkende CS:GO.

Det siger esport-eleverne

Esport-linjen på Glamsdalen, har en god balance mellem ingame-træning og fysisk træning. På linjen er der et fantastisk fælleskab og altid en god stemning, men man skal også være klar på at fokusere, da vi er ambitiøse omkring CSGO og arbejder målrettet mod at forbedre os. Jeg synes at det er fedt at vi har fysisk træning fast på skemaet, da det giver mig energi og hjælper på mit fokus og min koncentration når jeg så skal spille med mit hold.

Valdemar Overgaard Hansen

På Esport-linjen har vi nogle dygtige lærere, der er gode til at presse os elever og som hjælper os med at finde en balance i hverdagen, hvor der både skal være plads til esport, motion og social tid med vennerne. Vi har det alle godt med hinanden på linjen og selvom vi har flere hold med forskellige niveauer, så er det kun en styrke fordi at holdene kan hjælpe hinanden til at blive bedre på forskellige punkter.

Milius Druedal Parsholt